På Herning Folkeblads hjemmeside onsdag 28. september og i avisen torsdag 29. september kunne man læse, hvordan avisen prøver at puste en sag om en ny Snapchat-trend op til en sag, der foregik i Brændgårdskolens Talentklasser. Det fik viceskoleleder Jesper Holm Sørensen dog hurtigt manet til jorden.

Sagen, artiklen handlede om, havde taget sit udgangspunkt i en besked sendt ud på Aula til forældrene. I denne kunne forældre læse om en ny Snapchat-trend, der kunne ramme de unge mennesker, som går på Brændgårdskolen, i deres fritid, da skoletiden er mobilfri. En trend, som ville udsætte dem for digital krænkende adfærd. Sammen med beskeden lød en opfordring til at tage en snak med sine børn samt være opmærksom på deres adfærd på Snapchat. Det burde have været dét, som artiklen handlede om: En skole der viser vejen, følger med i de unges hverdag, holder øje med trends og støtter de unges primære omsorgspersoner med vejledning til, hvad de bør være opmærksom på. I stedet blev det til en tom artikel om en ikke-sag på en profileret del af Brændgårdskolen, Brændgårdskolens talentklasser.