I Herning Kommune burde bæredygtighed indføres i de offentlige budgetter, således at der sideløbende med det økonomiske budget udfærdiges et klimabudget, hvor konsekvenserne af kommunens køb og byggeri beregnes.

Hvad indeholder et klimabudget? Budgettet skal gælde alt fra bleindkøb i daginstitutioner, engangsvaskeklude i ældreplejen og til byggematerialer i kommunale bygninger samt transport. Budgettet skal laves sideløbende med det økonomiske budget og skal vise, hvor meget kommunens indkøb belaster klimaet – og på den måde tvinge forvaltningerne til grønne indkøb.

På sidste byrådsmøde tiltrådte byrådet en strategi for produktion af vedvarende energi. Det betyder at Herning Kommune i 2030 skal være selvforsynende på el og varme med vedvarende energi produceret i kommunen og i 2050 skal al energi vi bruger i kommunen være vedvarende. Det er vi i Socialdemokratiet glade for, men lad os også placere udvindingen der hvor forbruget er, eksempelvis ved at sætte solceller op ved fabrikker.

Vi vil følge med den nyeste teknologi og for eksempel kigge mod nye murstenstyper, der både kan være mere miljøvenligt samt væsentligt bedre for byggeriet da stenene er stærkere, lettere og tyndere end traditionelle sten. Dette er et godt eksempel på at ny teknologi er med til at få os i mål med klimaudfordringerne.

Vi vil sætte fokus på den grønne omstilling, vi er den første generation der ser konsekvenserne af klimaforandringerne, vi er også den sidste generation der kan gøre noget ved det.