Onsdag den 6. november havde Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune inviteret til “Fremtidens PPR” (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Tre timer med bl.a. inspirerende oplæg og dialog blandt kommunalt inviterede faggrupper og andre interessenter, herunder forældrerepræsentanter fra både skoler og daginstitutioner. Vi roser initiativet og den brede deltagelse, men savnede en essentiel faggruppe: ergo- og fysioterapeuterne.

PPR’s nuværende sammensætning af psykologer, pædagoger og sundhedsplejersker er et godt fundament. Disse faggrupper besidder vigtige kompetencer og spiller en central rolle i at støtte børn og unges trivsel og udvikling. Men for at sikre den bedste og mest alsidige hjælp, mener vi, at det er nødvendigt også at inddrage ergo- og fysioterapeuter i PPR.

Ergo- og fysioterapeuter har specialiseret viden om sanser og motorik. Afgørende faktorer for børns trivsel og udvikling. De kan bidrage med en unik vinkel og værdifulde observationer, der kan supplere de øvrige faggruppers kompetencer. At have en generel viden om sanser og motorik, hvilket er tilfældet med den nuværende sammensætning i PPR, er ikke det samme som at have den specialiserede viden, ergo- og fysioterapeuter besidder. Det ville groft sagt svare til, at enhver, der har viden og interesse for neurologi, kunne skrive psykolog på deres CV.

Ergo- og fysioterapeuter har en dybdegående forståelse for, hvordan sanse- og motoriske udfordringer kan påvirke et barns adfærd, indlæring og sociale interaktioner. Disse udfordringer kan have stor indflydelse på børns trivsel, læring, sociale færdigheder og generelle velbefindende - og dermed også på deres psykiske sundhed.

Vi opfordrer derfor Børne- og Familieudvalget til at tænke bredt og inddrage alle relevante fagligheder i Fremtidens PPR. En tværfaglig tilgang, hvor forskellige faggrupper samarbejder og komplementerer hinanden, så vi skaber de bedste forudsætninger for, at alle børn og unge i Herning Kommune trives og udvikler sig optimalt, så vi ikke overser afgørende dele af børns trivsel.